Listen over priser som Kirsten Thorup har modtaget er lang. Blandt de største er nok Nordisk Råds Litteraturpris i 2017 og Det Danske Akademis Store Pris i 2020.

Jeg har senest læst “Indtil Vanvid, indtil døden”. En fantastisk roman med en hovedperson, som på mange områder er en sympatisk kvinde med en forståelig mission. Hun vil forstå hendes afdøde mands valg i livet. Vi følger hende på et længere ophold i Munchen i 1942, hvor hun bliver vidne til hvordan det nazistiske Tyskland er bag facaden. Men i modsætning til kvinden, så kender vi læsere slutningen på Nazityskland og det er umuligt ikke at vurdere kvinden baseret på denne viden. Bogen fremstiller os mennesker som værende både selvbedrageriske og egoistiske, når det passer ind i vores eget selvbillede og samtidig så godtroende og optimistiske, at det snarere må kaldes naivitet.

Kirsten Thorup er desværre ikke på IBs liste - denne bog ville ellers være et fantastisk værk at snakke Global Issues ud fra.

En af de meget populære forfattere blandt de danske boglæsere er Leonora Christine Skov. Hun har toppet salgslisterne flere gange med hendes bøger. Hun er også en meget flittig foredragsholder, hvor læserne også møder op i stort tal for at få hendes egne ord om bøgerne med på vejen. De Gyldne Laurbær blev i 2019 givet til Leonora Christine Skov for bogen “Hvis vi ikke taler om det”.

Jeg blev grebet af denne historie. Så grebet at jeg opfattede historien som en personlig beskrivelse af virkeligheden og derfor følte det som et tillidsbrud, da fortælleren pludselig meddeler at hovedpersonen i den bog vi følger tilblivelsen af, skulle omskrives. Forlæggeren synes ikke at karakteren fungerer optimalt. Så det man troede var en troværdig beskrivelse af forfatterens mor, viser sig pludselig at være en fiktiv person. Og for det ikke skulle være nok, så blev det også lige fortalt at andre af bogens personer også er fiktive personer. Selvfølgelig med inspriration fra virkeligheden, men stadig fiktive. Hvis ikke jeg allerede havde været klar over styrken i episke tekster, så fik jeg det godt nok lige skåret helt ud i pap. Tak!

Det Danske Akademi uddeler ikke blot sine egen pris, de har også ansvaret for at uddele Otto Gelsted-prisen. I 2021 gik prisen til forfatteren C.Y. Frostholm for hans bog “Træmuseet”.

C.Y. Frostholm er en af de mange boblende forfattere, der igennem tiden har skrevet flere meget anerkendelsesværdige bøger, men aldrig rigtig har fået det store gennembrud.

Træmuseet er en helt unik bog. Den arbejder på så mange plan at man kan genlæse den flere gange uden at finde den forudsigelig. Den er en smuk kærlighedshistorie koblet sammen med rejsebeskrivelser. Og samtidig er den et næsten uoverskueligt essay om forfatterens personlige passion for træer spundet ind i refleksioner om og over litteratur.

Og som alle gode essays - den bog bliver kun bedre af at blive læst flere gange.

Jeg har været en stor fan af Helle Helle i mange år. Og det glæder mig hver gang hendes navn bliver nævnt i forbindelse med en bogpris. Hun har blandt andet modtaget De Gyldne Laurbær i 2012 og Det Danske Akademis Store Pris i 2016.

Hendes seneste bog “Bob” er på en gang typisk for hendes forfatterskab og samtidig nytænkende. Jeg kender meget få forfattere, der på en så umiddelbar legende let måde får fortalt sin historie, så man som læser sidder tilbage med en god mavefornemmelsen lige indtil, man får spurgt sig selv: Hvad skete der lige der…?

Hendes sprog er så enkelt og nemt forståeligt at man ofte bliver snydt og tror at det ordene beskriver er lige så enkelt og forståeligt. Lige indtil man begynder at reflektere over hvad der faktisk bliver sagt. En super stærk forfatter, der gudskelov også er at finde på IBs liste. Jeg har hendes bog “Dette burde skrives i nutid” på min litteraturliste og den er også oftest et hit blandt mine elever. 

Her er der tale om en utrolig stærk forfatter, der tør prøve kræfter med nogle af de meget svære spørgsmål her i livet. Hun blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2015 (Her vandt den norske fofatter Jon Fosse). Igen i 2021 blev hun nomineret og i år vandt hun så prisen for sin bog “Blomsterdalen”.

Dette er ikke en feel good roman - på INGEN måde. Den tager os læsere direkte ind i en meget mørk side af det moderne Grønland, nemlig de alt for mange selvmord blandt børn og unge på Grønland. Men hun vælger ikke den lette løsning at tale med store bogstaver om dette helt absurde forhold, eller fortælle en historie om hverdagens helte som prøver at gøre noget ved situation. I bogen følger vi en i udgangspunktet fornuftig ung grønlandsk kvinde, som nok har lidt svært ved at finde sig selv (men hvem har ikke det i skiftet fra barn til voksen), men som er reflekterende og omgivet af i udgangspunktet kærlige og forstående personer. Men alligevel går der så meget grueligt galt for hende.

Niviaq Korneliussen er desværre ikke på IBs liste, men bogen er måske også lidt for stærk læsning, når man kun har Zoom og emails som kommunikationsmiddel. Jeg ville nok foretrække at have mine elever i samme fysiske klasserum, hvis man læser bøger med så meget smerte i, der kunne ramme lige ned i elevernes egen verden.