Danmark er et-sproget, vi har derfor som danskere oplevelsen af, at det normale er at kunne ét sprog, som man har lært i hjemmet. Øvrige sprog har man lært i skolen. Disse har vi lært, fordi vi ikke kan leve i et moderne samfund uden at kunne mindst et andet sprog, nemlig engelsk.

De fleste af os oplever, at når vi taler eller skriver på engelsk, så skal man tænke sig om, man mangler måske de helt præcise ord og vendinger, og bitter erfaring har lært os, at man nogen gange må udtrykke sig mere simpelt på disse sprog, end man kan på dansk.

Derfor har vi det ofte svært når vi møder to-sprogede. Vi tænker ofte: ”Hvor godt kan de nu de her to sprog? – Mon det ikke bare er lidt lige som når vi andre taler et fremmedsprog, det går men det risikerer at blive unuanceret." Når vi derfor møder to-sprogede, og når vi befinder os i lande, der er to-sprogede, så undrer vi os. Vi synes måske lige frem, at det er synd, at dette to-sprogede menneske skal beherske to sprog for at kunne fungere i hverdagen. Et sprog i skolen og et andet derhjemme, eller et sprog med far, og et andet sprog med mor. Kan det give mening?

Det ikke bedre af, at vi i medierne møder historier om faglige problemer for to-sprogede i det danske uddannelsessystem. Vi bliver altså bekræftet i vores antagelse – to sprog er et problem – og cirklen er sluttet. To-sprogethed skal undgås.

Dette betyder også, at vi bliver udfordret, når vi pludselig står i situationen, at ens eget barn skal fungere som to-sproget. Enten fordi far og mor ikke har samme modersmål, eller fordi det sprog barnet møder i skolen som undervisningssprog er et andet, end det I taler i hjemmet. Eller en helt anden kombination.

Og så kommer man jo i tvivl – hvad er det rigtige at gøre? Som forældre vil man jo gerne skabe de bedste rammer og beskytte sit barn mod problemer. Både nu og på sigt.

Her kan det være godt at vide, at mere end halvdelen af jordens befolkning er to-sprogede. De fleste vokser altså op i sammenhænge, hvor det er at kunne mestre to sprog, eller flere, afhængig af kontekst er helt normalt. Et godt eksempel fra vores egen del af verdenen er Catalonien, den region i Spanien hvor Barcelona er hovedby. De fleste i denne region vokser op med to sprog, nemlig spansk og catalansk. Og jeg mindes ikke at have stødt på mange nyheder om problemerne, som catalanerne står overfor på grund af dette. Snarere tværtimod er Catalonien en af Spaniens rigeste provinser. Nok ikke fordi de er to-sprogede, men deres to sprog er i alle fald ikke en hindring for dem.

Så nervøsitet for fremtiden for ens barn på grund af to-sprogethed er ikke det der behøver at tage ens nattesøvn. At vokse op som to-sproget er snarere normen en undtagelse på verdensplan.

Men når det er sagt, så er der trods alt en del man skal være opmærksom på, når ens barn lever i en to-sproget verden.

Mere om to-sprogethed og om det at give sit barn to, eller flere, sprog, i et af de næste blog-indlæg.