Mange børn lever i en sammenhæng, hvor det at kunne begå sig på flere sprog er en forudsætning for at klare sig. Dette skyldes ofte, at far og mor ikke taler samme sprog som modersmål, og man ønsker at barnet skal lære begge sprog, eller måske at familien har et/flere sprog hjemme, og i skolen bruges et helt andet/tredje/fjerde sprog.

Uanset hvordan disse muligheder er kombineret, så er det vigtigt at huske, at man kun lærer sprog, hvis man udsættes for det og har anledning til selv at bruge det. Og jo mere varieret påvirkning og jo større behov for brug af sproget desto bedre. Derfor gælder det om at skabe en hverdag, hvor de nødvendige sprog indgår naturligt.

Sprogene skal optimalt have samme status, også selvom de ikke bliver brugt lige meget. Hvis barnet oplever, at det ene af sprogene har højere status og bruges til mere, så vil fokus automatisk flytte der over, og lysten til at lære det nedprioriterede sprog vil helt naturligt blive reduceret.

Det handler altså om at skabe en hverdag, hvor de nødvendige sprog indgår på en lige så naturlig måde, som hvis man kun havde haft brug for et sprog. For på den måde sikrer man, at den sproglige påvirkning bliver så bred som muligt, og det ordforråd man løbende bygger op bliver så varieret som muligt og kan dække alle de mange områder, som er nødvendige for at have et fuldt funktionsdygtigt sprog. Har forældrene hver sit sprog, så er det vigtigt, at hver forælder bruger sit eget sprog i stort set al kommunikation med barnet.

Ved barnet, at man også forstår det andet sprog, der bruges i hjemmet, er det helt naturligt, at barnet ind imellem vil svare på det andet sprog. I nogen perioder vil det være en form for trods, og i andre sammenhænge skyldes det udelukkende, at barnet ubevidst foretrækker det andet sprog. Men uanset årsag, så skal man fortsætte på sit eget sprog. På den måde sender man et klart signal om, at ens sprog har værdi.

For at fastholde samtalen på ens eget sprog, så kan man vælge at gentage, det barnet lige har sagt bare på sit eget sprog. Herved viser man, at man forstår, hvad der blev sagt, men man ønsker at snakke sit eget sprog. Og skulle det være fordi barnet mangler de rigtige ord, så hjælper man jo indirekte ved at sige sætningen på det rette sprog, så barnet hører og lærer ordene til næste gang.

Skulle barnet blande de to sprog sammen, så fasthold igen samtalen på dit eget sprog, men få sagt det, som barnet har valgt at sige på det andet sprog på dit eget sprog på en naturlig måde i den videre dialog. Herved bliver barnet mindet om at det udsagn, det lige har sagt på det andet sprog også kan udtrykkes på dit sprog og er fuldt ud lige så dækkende.

Det vigtigste i denne sammenhæng er at lade det være naturligt, at der anvendes flere sprog, som har lige værdi i hjemmet. Undgå derfor at direkte at rette på barnet, når det bevidst eller ubevidst vælger at bruge det andet sprog.

Hvis du selv forstår det andet sprog, så snak bare videre, men sørg for at anvende de rigtige ord/vendinger på dit sprog i den videre dialog, så barnet bliver mindet om dem. Hvis du ikke forstår det andet sprog, så reager lige som du reagerer i alle andre sammenhænge, hvor barnet siger noget, du ikke helt forstår. Udvis en undren og et ønske om at forstå, spørg hvad barnet mener.

Undgå for alt i verdenen at korrigere og påpege sproglige fejl – for så har den hyggelige snak ved middagsbordet om dagens oplevelser pludselig skiftet karakter til opdragelse og eller undervisning, og hvis det sker for ofte, så vil barnet automatisk søge at undgå dette, ved at kommunikere mindre.

I en af mine næste blogs vil jeg snakke lidt om strategier ift. at håndtere situationen, når man har et sprog i hjemmet og et sprog i skolen.